”For mig er det at være erhvervsassurandør et drømmejob”, fastslår Mikael Korslund, og han fortsætter: ”Jeg startede som vikar i Kundecenter Privat i maj 2006 - og jeg opdagede lynhurtigt, at forsikring er meget mere end tørre tal. Jeg holder af den menneskelige kontakt og de faste rammer - og efter 1 ½ år rykkede jeg over til Kundecenter Erhverv. Planen var fra begyndelsen, at jeg ville ud som assurandør - og derfor startede jeg på Erhvervsakademiet med det samme. I øjeblikket er jeg i fuld gang med sidste modul, og jeg har været ude i marken som erhvervsassurandør siden 1. maj i år”.
Rockmusiker når ungerne er lagt
”Når jeg er på arbejde, er jeg 100 % tilstede - og jeg nyder at komme ud på kundebesøg og snuse nye emner op. Det går rigtig fint - og kunderne er imødekommende og positive. Tit kommer jeg videre indenfor samme branche på anbefaling fra tilfredse kunder - det kan ikke være bedre. Når jeg kommer hjem i hverdagene, bruger jeg min tid som familiefar sammen med min kone og vores to døtre på 4 og 5 år. Men i weekenderne, og når ungerne er lagt i seng, kaster jeg mig over mikrofonen, guitaren og keyboardet. Rockmusik har været min passion siden jeg som glad 80’er dreng skrålede med på Duran Duran – og jeg startede vores band ”Portland” for 14 år siden”.
Mikael Korslund giver koncert med bandet Portland.
To pladeudgivelser og to børn
”I Portland spiller vi elektronisk pop a la Depeche Mode, forklarer Mikael Korslund. ”Jeg er forsanger, laver vores numre og skriver teksterne, som altid er på engelsk. Vi udgav vores første plade ”The world is creative” i 2001. Samme år spillede vi på Roskilde Festival på hvid scene. Det var faktisk lige før pladen udkom - og vi fik rigtig god omtale. Efter et interview på P3 i udsendelsen Katapult, kom der gang i pladesalget. Vi var på turné og spillede en masse koncerter fx på Midtfynsfestival. I 2005 udgav vi vores næste plade: ”The Eyes of a Stranger”. Salget var ikke så overbevisende, men så sendte vi pladen til ”Infacted Records” i Tyskland – og på den måde kom vi ud i 16 lande. I samme periode fik jeg to børn lige i træk, så der var rigeligt at se til.”
Ny plade på vej
”I Portland er vi ikke levebrødsmusikere, men vi er hele tiden i gang fx som medvirkende på FCK cd’en - og til det store Røde Kors show i Cirkusbygningen. Aktuelt ligger der 14 nye numre parat til den næste plade. Udviklingen af nye numre foregår fortrinsvis på nettet. Jeg sammensætter et nummer, kører det over på mp3 og sender det via nettet til de andre. På den måde kan jeg passe mit job og min familie samtidig med, at jeg dyrker musikken. Som assurandør har jeg glæde af min kreative, musiske side – og som rockmusiker er jeg målrettet med en struktureret og systematisk tilgang til tingene. På den måde giver mit dobbeltliv mig det bedste af to verdener”, slutter Mikael Korslund.
Læs også vores andre artikler om If-ansatte
God service har til alle tider givet loyale kunder
38 år i forsikringsbranchen giver hår på brystet
På kundens side af bordet
I mine øje har jeg verdens bedste job