En smilende Flemming Andersen,
takker af efter 38 års ansættelse.”For mig har drivkraften i mit arbejde altid været kontakten med mennesker. Det giver stor alsidighed, og du har aldrig to dage, der er ens. Den ene dag taler du med indehaveren af en tøjbutik, og næste dag er det direktøren fra en produktionsvirksomhed. Du kommer hele vejen rundt – og problemstillingerne kræver din fulde opmærksomhed. Hele kunsten handler om, at kunne sætte sig i kundens sted.
- Hvad er deres situation?
- Hvad kan der ske?
- Hvor ligger risikoen?
- Hvad er de særlige betingelser?
Eksempelvis er der stor forskel på at sælge chokolade og producere stålrammer, men det er lige vigtigt at gardere sig mod ulykker. Mine mange års erfaring i forsikringsbranchen kommer mig til gode hver dag. Det gør kunderne trygge, at de kan høre, man har styr på problemstillingerne – og det har jeg som assurandør. For øvrigt er jeg en af de meget få assurandører i If, der frivilligt har valgt at arbejde med telefonisk rådgivning i et kundecenter, smiler Flemming Andersen – men det har været det helt rigtigt for mig efter 29 år i marken”.
Fra kommis til assurandøraspirant
”Jeg er glad for at gå på arbejde hver dag. If er en rigtig god arbejdsplads med en vågen organisation, der formår at få det bedste ud af sine medarbejdere – og jeg har noget at sammenligne med, for jeg har tidligere været ansat i to andre forsikringsselskaber. Egentlig lå det slet ikke i kortene, at jeg skulle være forsikringsmand. Jeg er nemlig uddannet købmandskommis i det mørke Jylland – og det er overraskende for en københavnerdreng som mig, født og opvokset på Nørrebro. Det kom sig af, at jeg fra syv års alderen var feriedreng på den samme gård i nærheden af Tarm. Ægteparret på gården havde ikke selv børn og ville gerne hjælpe mig, så jeg kom i lære i Brugsen i Ådum uden for Tarm. Efter læretiden på fire år tog jeg tilbage til København og endte som førstemand i Brugsen på Amager Landevej. Karrieren var faktisk lagt på skinner, men jeg var ung og havde lyst til at prøve kræfter med noget helt andet. I 1971 var jeg heldig at blive ansat som assurandøraspirant hos Baltica og så startede mit liv i forsikringsbranchen”, fortæller Flemming Andersen.
Erhverv og industri – det var lige mig
”Da jeg startede som assurandøraspirant, kørte jeg rundt på cykel og besøgte både privat- og erhvervskunder. Vores distrikter var delt op i kirkesogne - og det første kirkesogn på Amager, jeg fik tildelt, havde næsten udelukkende privatkunder. Efter et år fik jeg tildelt et andet kirkesogn på Amager og en bil på afdrag. Her var meget erhverv og industri - det var lige mig. Pension/liv og skade var ikke delt op, så det var bare at klø på samtidig med, at du gik på skole for at blive eksamineret assurandør. Det krævede min fulde opmærksomhed, men jeg havde det godt med mine kunder fra begyndelsen. Dengang var det anderledes let at blive budt indenfor. Jeg besøgte alle slags kunder og fik skabt nogle tætte relationer. Som assurandør for erhvervskunder skal du virkelig være på dupperne. Du skal følge tæt med i virksomhedernes udvikling, stå til rådighed, være opsøgende og nå hele vejen rundt i din portefølje. Du skal kunne tilpasse dig nye forhold og være opdateret på nye tiltag. Det kræver sin mand. Og hvis du ikke lægger al din energi i dit arbejde, går det ud over dig selv. Forsømte kunder søger andre veje”, understreger Flemming Andersen.
Du kan ikke rende fra 29 års erfaring
”I alle årene som assurandør arbejdede jeg hovedsageligt på Amager, som jeg hurtigt kom til at kende ud og ind. For mig var Baltica en god arbejdsplads - og jeg blev der til 2000, hvor Tryg havde overtaget virksomheden. Egentlig havde jeg tænkt mig at prøve noget andet end forsikring, men du kan ikke rende fra 29 års erfaring som assurandør. Dog besluttede jeg mig for, at jeg ville bruge mine kompetencer på en ny måde. Derfor blev jeg nysgerrig, da jeg hørte, at If ville starte et nyt Salg og Service Center for privatkunder. Kontakten med mennesker har altid været det bedste ved mit job – og min forsikringsviden sidder på rygraden, så jeg søgte jobbet hos If”, fortæller Flemming Andersen.
Fokus på kunderne
”Jeg kom til samtale hos If, blev begejstret over stemningen og sagde ja tak til jobbet. Jeg var i Salg og Service godt et årstid, så skulle der startes et Kundecenter i Erhvervsafdelingen. Det var lige mig, for jeg har som assurandør fortrinsvis arbejdet med erhvervskunder. Vi var fire i Kundecenter Erhverv, da vi startede med at servicere de erhvervskunder, der ringer ind – fortrinsvis dem, der ikke har en fast assurandør. Jeg giver rådgivning, opklarer spørgsmål og henviser evt. videre i huset. Vi er altid tilgængelige, og vores kunder kan altid få svar for vi kan trække på kapaciteten i hele huset. Det er altid en sejr, når folk er glade for den vejledning, de har fået og vender tilbage. I mine øjne gør If sig positivt bemærket med en rigtig god skadesbehandling. Der er fokus på kunderne og deres behov – og så har If som det eneste forsikringsselskab et kundeombud, der behandler klager over forsikringsafgørelser”, bemærker Flemming Andersen.
Farvel og tak
”Her i sommer har jeg valgt at sige farvel og tak efter 38 år i branchen, heraf ni gode år hos If. Jeg vil gerne stoppe i tide, mens jeg stadig er rask og rørig – og min kone er gået på efterløn allerede sidste år. Vi har otte børnebørn i alderen fra to til seksten år, så der er nok at tage fat i. Jeg synes, at jeg har haft et spændende arbejdsliv – og jeg er glad for at være hos If, hvor mine mange års erfaring kommer erhvervskunderne til gode, når de ringer ind”, slutter Flemming Andersen.
Læs også
Kontakt os
Bestil tilbud til din virksomhed