SPYWARE OG ADWARE KAN FOREBYGGES

Når du fx downloader et gratis program til din computer, risikerer du, at der medfølger skjult software. Software som videregiver fortrolige oplysninger til uvedkommende.​​​​​​​​​​​​​​

Hvad er spyware?

Som navnet spyware indikerer, så er spyware en slags spion. Spyware opfanger og indsamler oplysninger om, hvor du færdes på nettet, samt andre aktiviteter du foretager dig på din computer.

Når du installerer et gratis program eller åbner et ukendt link, risikerer du at spyware følger med. Du vil for det meste ikke lægge mærke til, at der installeres ny software på din computer. Spyware installeres derfor uden din egentlige accept. Dette ’skjulte’ program vil efterfølgende følge med i din færden.

Hvad er Adware?

Adware følger tit med som et tilbehør til spyware. Adware er det program som forårsager, at du bliver mødt med forskellige pop-up vinduer med reklamer og bannere, hvis indhold matcher dine interesser. Det er dog vigtigt, at du er opmærksom, da disse reklamer kan være falske.

Årsagen til at reklamerne vil indeholde emner, som fanger din interesse, er fordi at den spyware, som er installeret på din computer, holder øje med, hvad du foretager dig. Dermed vil afsenderen af reklamerne altid vide, hvilke interesser du har.

Er spyware og adware skadeligt?

Spyware og adware kan have det formål at udspionere din færden på nettet på forskellige måder. De informationer, som programmerne opfanger, bliver derefter sendt videre til en tredjepart, som ofte kan være producenten af programmet. Dette er ikke ødelæggende for din computer, men det kan være generende.

Der findes også versioner af spyware, som kan være ødelæggende og ondsindet. Spyware kan være en måde, hvorpå en tredjepart kan få oplyst kreditkortnumre og adgangskoder. Ved hjælp af spyware får uvedkommende mulighed for at registrere, når du indtaster koder og andre fortrolige oplysninger. Dette registreres ved, at der holdes øje med de oplysninger, du indtaster på dit tastatur.

Kendetegn ved spyware og adware

Hvis du har mistanke om, at der gemmer sig uønsket software på din computer, findes der nogle kendetegn, som kan bekræfte din mistanke. Hvis du er ramt at spyware og adware, vil du ofte opleve, at din computer forringes:

  • Startsiden ændres i internet browseren. 
  • Pladsen mindskes, da den opfyldes af spyware. 
  • En reklamestrøm popper op hele tiden.
  • Computer og internet bliver langsom.

Forebyg spyware og adware i din virksomhed

Det kan være svært helt at undgå spyware og adware, men du kan få mere kontrol over, hvordan du og dine medarbejdere håndterer software. Ligesom med mange andre ting på nettet, så er det en god idé at have nogle forholdsregler. Du og dine medarbejdere bør som minimum altid være opmærksom på følgende:

Software 

Hvis du falder over et program, som du tænker er interessant, så er det en god idé at tjekke, hvem softwareproducenten er, og hvilket websted det kommer fra. Du skal altid være selektiv, når du udvælger software, især når det er gratis.

Licensbetingelser

Det er de færreste, som læser licensbetingelserne. Betingelserne er ofte lange og snørklede, men det er altid fornuftigt at læse betingelserne omhyggeligt. Der vil ikke stå direkte, at spyware og adware medfølger, det vil stå formuleret på en anden måde. Du skal holde øje med formuleringer, hvor det antydes, at der vil blive opsamlet informationer.

Antispyware 

Du kan også forebygge med gode antispyware programmer. Antispyware kan både slette og beskytte din computer mod spyware. Det er en god idé at undersøge, hvilken antispyware andre anbefaler, og det er ofte muligt at se andres vurdering.

Hvis du ønsker at investere i antispyware, skal du være opmærksom på følgende:

  • let at installere
  • brugervenligt
  • beskytte og rense din pc mod nuværende og ny spyware 
  • løbende opdateringer 
  • god support 
  • troværdig leverandør.

Antispyware-svindel 

Hvis du søger efter et produkt, som kan fjerne spyware, skal du være opmærksom på, at der også findes programmer, der gør det modsatte. Der findes mange falske leverandører, som tilbyder at scanne din computer for spyware. Du risikere at blive udnyttet, da leverandøren vil påstå, at din computer er fyldt med spyware, og efterfølgende vil du blive tilbudt et falsk produkt. Du kan derfor risikere at antispyware er spyware i forklædning.

Forsikre dig mod it-kriminalitet hos os

Sikrer dig it-eksperthjælp 24/7, hvis du bliver du udsat for hackerangreb.

Udover at dække omkostninger til it-eksperterne, dækker den også tabt omsætning og omkostninger til rekonstruktion af filer og få it-systemerne op og køre igen.

Cyberforsikring - få mere information og indhent tilbud.