Jeg går på pension

Når man er vant til at arbejde, er det svært at vænne sig til den frihed, pensionisttilværelsen giver.

Når du tager valget om at gå på pension, står du samtidig over for en af livets helt store omvæltninger. Du bruger ikke længere 1/3 af din hverdag på en arbejdsplads, og du får derfor en masse tid til rådighed.

Derudover går du fra at modtage løn til at modtage pension, og mange får derfor en lavere indkomst, som de skal justere deres livsstil efter. Alle disse forandringer kræver overvejelser og planlægning.

Det kan også være, at du stadig gerne vil arbejde, selvom du har nået pensionsalderen, og derfor gerne vil udskyde din pension eller modtage både pension og løn – ligegyldigt hvad, er der mange ting at tænke over ift. pension.


Meget ændres, når du går på pension

Når du går på pension, er der mange ting der ændrer sig. Dette kan bl.a. være:

  • Du bruger ikke bilen så meget, fordi du ikke længere skal køre på arbejde. Måske skal du justere din bilforsikrings årlige antal kørte km?

    Læs om bilforsikring​

  • Du får mulighed for at holde længere ferier og rejser måske mere end før. Måske skulle du gennemgå din rejseforsikring, og sikre dig, at den dækker længere og mere eksotiske ferier?

    Læs om rejseforsikring

  • Du tager måske dine børn og børnebørn med på rejser, og har ansvaret for dem i kortere eller længere perioder. Er du forsikret på en måde, så de også er dækket?

  • Dine arbejdsgiverbetalte forsikringer, fx sundhedsforsikring og arbejdsskadeforsikring, stopper idet du går på pension. Skal du måske selv tegne en ulykkesforsikring?

    Læs om ulykkesforsikring


Hvornår kan jeg gå på pension?

Hvornår du kan gå på pension, afhænger i høj grad af hvor gammel du er og hvornår du er født. I 2011 besluttede man i Tilbagetrækningsreformen, at folkepensionsalderen i Danmark løbende skal hæves, således at din pensionsalder afhænger af dit fødselsår. Tallene så således ud i 2015:

Fødselsår Pensionsalder

1953 eller tidligere

65 år

​Januar - juni 1954

65,5 år

​Juli - december 1954

66 år

​Januar - juni 1955

66,5 år

​Juli 1955 - december 1962

67 år

1963 eller senere

67+ år

Kilde: Borger.dk

Folkepensionsalderen vil løbende blive justeret i takt med den stigende levealder, og er altså stadig ukendt for mange generationer.


Hvad er folkepension?

Folkepension er de penge du får udbetalt, når du har nået pensionsalderen. Når du når pensionsalderen, får du en pensionsmeddelelse fra kommunen, som forklarer dig om din nye rolle som folkepensionist.

Hver den 1. januar beregner Udbetaling Danmark din pension ud fra din forskudsopgørelse, således at din pension ændrer sig, hvis din opgørelse gør. Du skal også huske at give Udbetaling Danmark besked, fx hvis du bliver gift eller flytter, da din pension ligeledes afhænger af din situation.

Din folkepension består af 2 dele: et grundbeløb og et pensionstillæg. Størrelsen på dit grundbeløb afhænger af hvorvidt du stadig arbejder, mens tillæggets størrelse afhænger af alle typer indkomster, fx løn, private pensioner, erstatninger og lignende.

Læs mere om pension her: Borger.dk


Forskellige typer privat pension

Udover folkepensionen kan du også få udbetalinger fra en privat pension, som du selv eller en arbejdsgiver har tegnet:

  • Livsvarig pension
    Kaldes også ”Livrente” og sikrer dig pensionsudbetalinger fra du går på pension og resten af livet.

  • Kapitalpension
    Kapitalpensionen blev afskaffet i 2013 og kendetegnes ved, at hele pensionen udbetales på én gang.

  • Aldersopsparing
    Kaldes også ”aldersforsikring” og erstatter kapitalpensionen. Du vælger selv hvorvidt pensionen udbetales i rater eller på én gang.

  • Ratepension
    Din pension udbetales i rater henover 10-25 år, når du går på pension.

Senest opdateret den 28. december 2015.