Vinterdæk regler
Når efterårsferien rammer, er det tid til at overveje at få sat vinterdæk på din bil. Så sikrer du dig selv og dine medtrafikanter mest muligt.
Det er også en god ide at sikre dig, at du har den helt rigtige bilforsikring, som dækker netop dine behov.
Hvorfor skal du skifte til vinterdæk?
Noget af det vigtigste ifm. vinterklargøring af bilen er at skifte til vinterdæk.
Selvom det ikke er ulovligt i Danmark at køre gennem vinteren på sommerdæk, kan det være direkte farligt, da sommerdæk har langt sværere ved at bremse på glatte veje, end vinterdæk har.
Derudover påvirkes din bils bremselængde også af dækkenes mønsterdybde og dæktryk. På sommerdæk og slidte vinterdæk risikerer du at have op mod dobbelt så lang bremselængde, som du ville have med nye vinterdæk.
Det er derfor vigtigt at skifte til vinterdæk og samtidig at sikre dig, at de kan holde til endnu en sæson.
Hvornår skal du skifte til vinterdæk?
Du skal skifte til vinterdæk, når temperaturen er faldet så meget, at du selv begynder at finde handsker og hue frem – når du er klar til vintertøjet, er bilen det også.
Der er ikke nogen faste regler for, hvornår du skal skifte til vinterdæk, men Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler, at du skifter til vinterdæk, når temperaturen falder til under 7 grader.
Du kan også bruge følgende tommelfingerregel:
Skift til vinterdæk omkring efterårsferien og til sommerdæk omkring påske.
Hvordan monterer du vinterdæk?
Når det er blevet tid til at skifte til vinterdæk, bestemmer du selv, hvorvidt du ønsker at montere dækkene på egen hånd, eller om du vil have et autoriseret autoværksted til at gøre det.
Mange autoværksteder tilbyder desuden opbevaring af dine sommer- og vinterdæk – altså det sæt dæk, du ikke bruger i den pågældende sæson.
Det kan derfor være en god idé at få værkstedet til at montere vinterdækkene, når du alligevel henter dækkene fra vinteropbevaring.
Vil du gerne klare hjulskiftet selv, kan du ordne det med en donkraft og en hjul- og en momentnøgle:
Sådan skifter du til vinterdæk
-
Sørg for, at bilen står på et plant underlag, og tag gerne et kig i bilens instruktionsbog, før du sætter donkraften op – så er du sikker på, at du løfter det rigtige sted.
-
Før du hæver bilen fra jorden med donkraften, skal du huske at trække håndbremsen, fjerne hjulkapslerne og løsne hjulet med hjulnøglen.
-
Når hjulet hænger frit i luften, gælder det om at fjerne hjulboltene med hjulnøglen og selve hjulet.
-
Før du monterer vinterdækket, skal du sikre dig, at anlægsfladerne er rene, hvorefter du sætter hjulet på og strammer hjulboltene løst til med hjulnøglen, før bilen sænkes igen.
-
Når alle 4 dæk igen står solidt på jorden, skal du sørge for at stramme hjulets bolte ensartet med momentnøglen.
Det vil sige, at du strammer de 4 bolte lidt ad gangen på skift, indtil de alle er strammet ordentligt til. Til sidst sætter du hjulkapslen på plads igen.
Efter ca. 100 km kørsel bør du efterspænde alle hjulbolte med momentnøglen.
FDM har lavet en video, hvor du kan se, hvordan du skifter hjulet selv. Du kan se den på YouTube
Tjek dækkets tilstand
Vinterdæk er fremstillet af blødere gummi end sommerdæk, hvilket giver dækkene et bedre vejgreb i koldt vejr.
Derudover har vinterdæk et særligt dækmønster med mange lameller, som giver vinterdækket mulighed for at stå bedre fast i sne og sjap.
Gummiet bliver dog hårdt og mørnet over tid, så husk at tjekke vinterdækkenes tilstand, før du installerer dem – måske er gummiet blevet så porøst og uberegneligt, at du bør investere i nogle nye vinterdæk.
Tjek dækmønsteret
Har du haft vinterdæk liggende sommeren over, som du måske har brugt i en eller flere sæsoner, skal du huske at tjekke slidbanen på dem.
Dækmønsteret bliver slidt af brug, og du risikerer derfor, at de vinterdæk, der var ok i forrige sæson, ikke længere er gode nok.
Der er stor forskel på, hvor godt vejgreb du har, alt efter hvor dybt dit dækmønster er, og hvor hurtigt du kører:
Vejkontakt | Lovens mindstekrav 1,6 mm |
Et halvslidt dæk 4 mm |
Et nyt dæk 8 mm |
---|---|---|---|
5 km/t
|
100 % vejkontakt | 100 % vejkontakt | 100 % vejkontakt |
75 km/t
|
16 % vejkontakt | 58 % vejkontakt | 74 % vejkontakt |
125 km/t
|
6 % vejkontakt | 11 % vejkontakt | 47 % vejkontakt |
Kilde: Goodyear
|
Tjek dæktrykket på dine vinterdæk
Dæktrykket har ligesom dækmønsteret meget at sige ift. hvor godt et vejgreb, dine vinterdæk har. Både et for lavt og et for højt dæktryk forringer dine dæks levetid.
Så sørg for at have det rette dæktryk i dine vinterdæk.
Siden 1. november 2014 har det været lovpligtigt for alle nye biler registreret i EU, at have en dæktryksalarm installeret, som advarer dig, hvis dit dæktryk falder mere end 20 % ift. det normale dæktryk.
Disse alarmer monteres på hjulene, og de skal derfor også monteres på dine vinterdæk, når du skifter til dem.
Har du købt din bil før den 1. november 2014, og har du ikke dæktryksalarmer på din bil, kan du måle dæktrykket manuelt. Når du måler dæktrykket på dine vinterdæk, skal du huske at gøre det på kolde dæk, da du ellers får et forkert resultat.
Du kan finde dæktryksmålere på mange tankstationer, eller du kan købe én selv, så du kan måle dæktrykket derhjemme – på denne måde er det nemmere at udføre dæktryk jævnligt.
Du kan som regel finde din bils ideelle dæktryk i introduktionsbogen, på en mærkat i venstre fordørsåbning eller på dit bilmærkes hjemmeside.
Det er rigtig vigtigt at have styr på sine vinterdæk, men det er også vigtigt at have en god bilforsikring og kende dennes dækninger, fx ift. vejhjælp i ind- og udland.
Læs mere om vores bilforsikring
Artiklen fortsætter nedenfor
Vinterdæk regler i Danmark
- Det er ikke lovpligtig i Danmark at bruge vinterdæk om vinteren – men bruger du vinterdæk, skal de monteres på alle hjul, da man ikke må blande sommer- og vinterdæk.
- Du kan genkende vinterdækkene på, at de har et bjerg- og snefnugsymbol på siden og/eller et M+S-mærke ("Mud + Snow").
- Vinterdækkenes dækmønster skal være mindst 1,6 mm dybt – dog gerne dybere.
- I Danmark er det tilladt at bruge pigdæk i perioden 1. november-15. april, og de skal monteres på alle hjul.
Vinterdæk regler i udlandet
Der er andre regler for brugen af vinterdæk i udlandet, og reglerne varierer fra land til land.
Du kan finde Rådet for Større Dæksikkerheds regler for vinterdæk i udlandet her: Regler for vinterkørsel
Vinterdæk regler i Norden
Vores nærmeste nabolande mod både nord og syd har nogle skrappere regler for brugen af vinterdæk, end vi har herhjemme:
Vinterdæk regler i Tyskland
I Tyskland er reglerne for vinterdæk noget strammere end i Danmark.
- Vinterdæk med M+S-mærker er lovpligtige i vintervejr, dvs. sne, rim, slud, sjap, is, islag, isslag og lignende. Reglen gælder biler, men ikke anhængere som trailere og campingvogne.
- Vinterdækkenes dækmønster skal være mindst 1,6 mm dybt.
- Pigdæk er ikke tilladt.
Vinterdæk regler i Sverige
Vinderdæk reglerne er ligeledes strammere i Sverige.
- I perioden 1. december – 31. marts er det lovpligtigt at bruge vinterdæk i vintervejr, dvs. sne, rim, slud, sjap, is, islag, isslag og lignende. Det gælder både biler og anhængere som trailere og campingvogne.
- Vinterdækkene skal være godkendt af STRO-listen.
- Vinterdækkene skal bære snefnugsymbolet og have en minimum mønsterdybde på 3 mm.
- I Sverige er det tilladt at bruge pigdæk i perioden 1. oktober - 15. april, og de skal monteres på alle hjul – også på trailer eller campingvogn. Er der pigdæk på anhængeren, behøver der dog ikke være på bilen.
Vinterdæk regler i Norge
Reglerne for brug af vinterdæk er også strammere i Norge.
- Ifølge norsk lov må man ikke køre et køretøj, hvis ikke det har tilstrækkeligt vejgreb ift. føret, fx i form af vinterdæk, pigdæk eller snekæder. Du bør derfor bruge vinterdæk i vintervejr, og de skal monteres på alle hjul.
- Dækkene skal have et dækmønster med en dybde på mindst 3 mm i perioden 1. november - til og med søndagen efter 2. påskedag. I Nordnorge gælder perioden 16. oktober-30. april.
- Som udgangspunkt må pigdæk og snekæder ikke anvendes uden for de ovennævnte perioder, dog kan vejret gøre det nødvendigt.
Senest opdateret den 22. september 2022.