Jeg fortsætter på jobbet
Der er mange fordele ved at fortsætte på jobbet, især ift. økonomi og kammeratskab.
Du behøver ikke holde op med at arbejde, bare fordi du når pensionsalderen. Faktisk har Danmark brug for flere seniorer i arbejde, og jo længere du bliver på arbejdsmarkedet, jo mere kan du spare op til din pensionisttilværelse.
Som udgangspunkt er det muligt både at være pensionist og fortsætte med at arbejde, det afhænger blot af din arbejdsgiver.
Mens nogle virksomheder har en stålsat pensionsalder, ønsker andre at beholde deres medarbejdere så længe som muligt – også efter de har nået pensionsalderen.
Fordele ved at fortsætte arbejdslivet
Mange seniorer vælger at forsætte på arbejdsmarkedet, også efter de har nået den gældende pensionsalder.
Faktisk viser tal fra ATP, at mange forsætter arbejdet i yderligere 10, 20 og 30 år, før de trækker sig tilbage til pensionisttilværelsen.
Så længe du har et godt helbred, gåpåmod og lyst til at arbejde, bør du ikke lade din alder stå dig i vejen. Ifølge Ældre Sagen ønsker 6 ud af 10 mennesker på over 55 år at fortsætte med at arbejde ud over pensionsalderen – så hvis du har lyst til at arbejde, gælder det bare om at blive ved.
Hvis du gerne vil fortsætte på dit nuværende job, kan du starte med at tage en snak med din leder.
Sammen kan I forventningsafstemme og gennemgå dine muligheder for at fortsætte på jobbet, fx hvis du ønsker nedsat tid eller andre arbejdsopgaver.
Dit forsikringsbehov afhænger af din jobsituation
Visse forsikringer får du betalt gennem din arbejdsgiver, fx arbejdsskadeforsikringen.
Derudover er der flere og flere virksomheder, der sundhedsforsikrer deres medarbejdere.
Selvom man som arbejdende er dækket af en arbejdsskadeforsikring gennem arbejdet, anbefaler vi, at du også har en privat heltidsulykkesforsikring.
Arbejdsskadeforsikringens forsikringssum er lavere end dén sum, vi normalt anbefaler folk at have.
Ønsker du ikke den højere dækning, mens du fortsat arbejder, kan du nøjes med en fritidsulykkesforsikring, der kun dækker i din fritid.
Artiklen fortsættes nedenfor
Hvor meget må man tjene som pensionist?
Du må gerne arbejde, selvom du får folkepension, dog skal du være opmærksom på, at din pension påvirkes af dine indtægter. Som folkepensionist har du et bundfradrag på 60.000 kroner om året, således at du kan tjene op til 60.000 kroner, før din pension påvirkes (2018).
Derudover har du som folkepensionist mulighed for årligt at tjene op til 11.000 kroner skattefrit (2018), ved at arbejde for privatpersoner i private hjem. Du behøver ikke få din folkepension udbetalt, du skal blot være berettiget til at modtage pension, for at denne regel gælder.
Alt hvad du tjener over 11.000 kroner beskattes på normal vis, og arbejdet kan fx bestå af børnepasning, madlavning og rengøring, eller andre ting, man normalt udfører i private hjem.
Læs mere her: SKAT.dk
Opsat pension: udskydelse af pensionen
Hvis du gerne vil have en opsat pension, eller endnu ikke ønsker at modtage din folkepension, kan du vælge at udskyde udbetalingerne.
På denne måde vil du få en højere pension, når du senere ønsker den udbetalt.
En opsat pension er især en god idé, hvis du stadig arbejder og gerne vil vente med pensionsudbetalingerne, til du ikke længere arbejder.
Samtidig er arbejdet en forudsætning for, at du kan få opsat pension. For at få opsat folkepension, skal du nemlig dokumentere, at du arbejder mindst 750 timer om året (2018).
Du kan udskyde din folkepension i op til 10 år, og du kan gøre brug af muligheden over 2 omgange. Du kan fx arbejde videre og udskyde din pension, hvorefter du modtager pension i en periode, for så igen at arbejde og udskyde.
Visse private pensioner giver også mulighed for at udskyde pensionsudbetalingerne. Snak med dit pensionsselskab om dine muligheder.
Få styr på tiden efter jobbet
Vil du gerne have styr på din pension, er det en god idé at undersøge dine nuværende forhold på Pensionsinfo.dk.
Du kan også prøve hjemmesiden Pensionsmaaler.dk, hvor du kan se virkningerne af at skrue op eller ned for dine pensionsudbetalinger.
Få styr på dine forsikringer
Dine behov til forsikringer varierer hele livet, og påvirkes også af, hvorvidt du går på pension eller arbejder videre. Bestil et forsikringstjek hos os, og bliv sikker på, at du er ordentligt forsikret.
Senest opdateret den 18. juni 2018.