Opbevaring og opmagasinering

af dine ting

Styr på indboforsikringen? Ellers kan du købe én her!

Vi dækker også opmagasinerede ejendele

Hvis du har indboforsikring hos os, er dine ting også dækket, hvis du har nogen af dem til opmagasinering. Der er dog nogle krav til opmagasineringen, som kan være gode at kende, så du sikrer den bedst mulige dækning af dine ejendele.

Først og fremmest skal tingene være opmagasineret hos et professionelt opbevaringsmagasin eller i en stålcontainer, der er placeret, så den er synlig fra din helårsbolig. Hvis der sker et indbrud, skal containeren have været forsvarligt låst med en forsikringsgodkendt lås på skadestidspunktet, hvis forsikringen skal dække dit tab.


Sådan vælger du den rigtige opmagasinering

Gode råd til opmagasineringen.

Der kan være stor forskel på både pris og vilkår for opbevaring hos forskellige opmagasineringsfirmaer. Du skal altid vælge professionel opmagasinering.

Med professionel opbevaring mener vi, at firmaet, hvor tingene er opmagasineret hos, skal være medlem af (DMF) Dansk Møbeltransport forening eller være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) som oplagrings- og pakhusvirksomhed.

Sørg derfor altid for at tjekke opmagasineringsfirmaet, inden du sender dine ting til opbevaring.

  • Tjek om opmagasineringsfirmaet er medlem af DMF her: DMF
  • Tjek om opmagasineringsfirmaet er registreret som oplagrings- og pakhusvirksomhed i CVR her: CVR

Når du vælger opbevaring til dine ting, kan det også være en god idé at tænke over, hvor tæt på dig, du vil have dine ting opbevaret. Hvor meget plads du har brug for, og hvor tit du skal have adgang til stedet? Hvor længe skal du bruge din opmagasinering?

Det kan også være en god idé at tjekke prisen på flere forskellige steder, før du vælger stedet for opbevaringen. Nogen gange kan udbyderen være villig til at forhandle prisen og de services, der er inkluderet.


Skal jeg købe ekstra forsikring af opmagasineringsfirmaet?

Nogle virksomheder tilbyder en form for forsikring af opmagasinering, når du vælger at opbevare dine ting hos dem. Tjek med det selskab, du har valgt, om de har forsikring eller ej, og læs deres dækningsvilkår grundigt for at undgå unødvendig dobbeltdækning af dine ting.

Overvejer du at bruge et flyttefirma til at flytte dine ting til opbevaring, så læs mere om, hvordan du vælger det bedste flyttefirma til opgaven: Flyttefirma og håndværker


Hvor længe kan jeg opbevare mine ting i opmagasinering?

Vi dækker opmagasinerede ting i op til 24 måneder, både ved opmagasinering hos professionelle opbevaringsmagasiner og ved brug af en stålcontainer. Benytter du en container, er dine ejendele er dækket ved brand, vandskade, indbrudstyveri og tyveri, hvis der er synligt tegn på opbrud i containeren.

Har du ting til permanent opmagasinering, eller har du ikke en umiddelbar tidshorisont, for hvornår du flytter tingene hjem til din helårsbolig, ændres dækningsreglerne. I det tilfælde vil det være en god idé at tage fat i dit forsikringsselskab og høre nærmere om dine dækningsmuligheder.


Hvilke ting er dækket under opmagasinering?

Dine ejendele er dækket under opmagasinering med en max erstatning op til 1 mio. kroner. Særlige private værdier, mønt- og frimærkesamlinger og kontanter, er ikke dækket under opmagasinering. Disse genstande anbefaler vi, at du opbevarer i en bankboks.

Hvis du har meget dyre ejendele, du vil have til opmagasinering, eller er i tvivl om, hvorvidt dine ting vil være dækket, kan du kontakte dit forsikringsselskab for at høre, om det er dækket, og hvilke summer der dækkes op til.

Læs mere om vores indboforsikring her


4 ting du skal være opmærksom på mht. opmagasinering

Gode råd til nedpakningen.

Når du opmagasinerer dine ting hos et professionelt firma, betaler du oftest for den plads, dine ting optager. Derfor kan det betyde gode besparelser, hvis man pakker sine ting så godt og effektivt som muligt.

Samtidig er det også vigtigt at sikre, at dine ting er i god stand og klar til, du skal bruge dem igen.

Her får du de bedste råd til at pakke til opmagasinering:


1. Flyttekasser af god kvalitet

Investér i flyttekasser af høj kvalitet til opbevaringen. Dem kan du stable, så du bedre kan udnytte højden i dit depotrum. De gamle flyttekasser med bulede hjørner, kan du bruge til det kortvarige flyt fra et hjem til et andet.

Fyld flyttekasserne godt op med de tunge genstande nederst i kasserne. Så er det lettere at stable, og stakken bliver mere stabil.

Udnyt pladsen ved at stable kasserne højt op. Stil de tungeste kasser nederst, og byg opad.

Læs flere tips til, hvordan du bedst pakker dine flyttekasser her


2. Overblik over din opmagasinering

Efter 3 måneder kan det være svært at huske, hvor strygejernet ligger eller hvor skibukserne er gemt. Lav en oversigt over dit opbevaringsrum, hvor du lister indholdet i de forskellige kasser, og hvor de står. Så kan du lettere finde det, du lige står og mangler.

Skriv indholdet på de enkelte flyttekasser. Sørg også for, at det er til at komme til de forskellige kasser og ting i opbevaringsrummet. Lav en "vej" ned igennem rummet, og placer dine kasser og møbler ud langs siderne. Så kan du nemt få adgang til det hele.

Køb en trappestige, som du kan have til at stå fast i opbevaringsrummet. Så kan du nemt få adgang til de høje kasser og undgår at vælte hele opbygningen, ved at forsøge at nå dem fra gulvet.

Få flere tips til selve flyttedagen her


3. Beskyt dine ting

  • Læg plastik på gulvet for at beskytte dine ting mod skidt og fugt nedefra.
  • Sørg for at kassestablerne står en smule ud fra bagvæggen, så der er luftcirkulation helt ud til væggene i rummet.
  • Beskyt de skrøbelige ting, du opbevarer, med bobleplast eller bølgepap.
  • Brug silkepapir frem for avispapir på tallerkner og andet porcelæn. Sværten på avispapiret kan smitte af.
  • Til vin- og almindelige glas, er det en god idé at bruge glasindsats, som deler flyttekassen op i mindre rum. På den måde står kassen mere stabilt, og glassene klirrer ikke mod hinanden.
  • Opbevarer du græsslåmaskiner eller andre ting, der kører på olie, så sørg for at tømme tanken grundigt. Så undgår du, at alle dine ting i opbevaringsrummet lugter af benzin, når du kommer tilbage efter dem.


4. Møbler og hårde hvidevarer

Skal du opbevare dit spisebord, så tag benene af og pak både dem og bordpladen ind i bobleplast. På den måde undgår du, de bliver ridsede. Det samme gælder for fjernsyn, computere og andre ting, der nemt får ridser.

Dæk møbler, madrasser og lignende med plastik for at beskytte dem mod støv. Sørg også for, ikke at stille tunge ting ovenpå dem, da længere tryk efterlader mærker og fordybninger.

Stabl stole, så de fylder mindre og dæk dem til med plastisk eller støvbetræk. Læg gerne bobleplast eller pap mellem sæderne for at beskytte betrækket.

Afrim og rengør køleskabe og andre hvidevarer grundigt, inden du opbevarer dem, og lad deres døre stå på klem, så der kommer luftcirkulation. Brug fx køleskabet som bogreol, og udnyt pladsen!

Beskyt billeder og spejle med bobleplast og stil dem oprejst, så de ikke bøjer eller mister formen.

Få flere gode råd til køb og salg bolig

Senest opdateret den 5. maj 2017.

I tvivl om dit forsikringsbehov?

Hvis du er i tvivl om, hvordan dit behov for forsikringer ændrer sig ifm. din flytning, er du velkommen til at bestille et forsikringstjek hos os. 

Sammen sørger vi for, at du er godt dækket - både før, under og efter flytningen.

Bestil forsikringstjek