Syv ud af ti danskere oplever negativ stress – disse aldersgrupper stikker ud
En stor del af danskerne døjer med negativ stress. Det viser en ny, nordisk helbredsrapport, som Verian har foretaget for If, Nordens største forsikringsselskab.
I rapporten svarer 73 procent af 1.065 adspurgte danskere, at de oplever negativ stress i mere eller mindre grad. Negativ stress refererer i denne sammenhæng til stress i en sådan grad, at det påvirker livskvaliteten og eller arbejdsevnen på en negativ måde. Blandt danskerne, der oplever negativ stress, svarer mere end hver tredje, at de har været stressede i mere end seks måneder.
“Rapporten viser, at en meget stor del af danskerne har haft stress inde på livet, og det er bekymrende, for stress har ikke kun store konsekvenser for den enkelte. Det koster hvert år samfundet adskillige milliarder, når mange rammes af stress og må sygemeldes,” siger Kristina Ström Olsson, sundhedsstrateg hos If.
Svær balance
Rapporten viser, at 30-44-årige er de mest stressede i samfundet. 84 procent af de 30-44-årige oplever negativ stress i mere eller mindre grad, mens unge mellem 18 og 30 år er næsten lige så stressede. Her oplever 80 procent negativ stress.
“Mange stifter familie i denne periode af livet, samtidig med at de gerne vil gøre karriere og realisere sig selv på andre fronter. Det kan være vanskeligt at balancere alle ting på en gang, og det kan være en af forklaringerne på, at mange i disse aldersgrupper døjer med stress,” siger Kristina Ström Olsson.
Rapporten peger også på, at det særligt er personlige eller private problemer, krav på arbejdet og balance mellem arbejde og fritid, der skaber problemer hos danskerne.
Det kan du gøre
Kristina Ström Olsson mener, at det er afgørende at få mindsket andelen af danskere med negativ stress. For selvom der er tale om et fald fra 2024, hvor 83 procent svarede, at de oplevede stress i mere eller mindre grad, er det stadig for højt, mener hun.
Ifølge sundhedsstrategen kan den enkelte dansker gøre flere ting for at mindske risikoen for at få stress:
“Det er enormt vigtigt at bygge et stærkt fundament for din sundhed. Prøv at være fysisk aktiv, få nok søvn, sæt tid af til at være sammen med venner og familie, spis sundt og regelmæssigt og hold igen med alkohol,” siger Kristina Ström Olsson.
|
Fem råd til at håndtere stress
Kilde: If |
Om Ifs nordiske helbredsrapport
If nordiske helbredsrapport 2025 er udarbejdet af analyseinstituttet Verian på vegne af If. Undersøgelsen er baseret på over 4.200 interviews med voksne i Danmark, Sverige, Norge og Finland. I alt 1.065 danskere har deltaget i undersøgelsen, som er gennemført i januar-februar 2025.
Kontaktpersoner
Besøg vores LinkedIn
Læs fx om nyheder fra If, stillingsopslag etc.
Besøg os på YouTube
Her ser du vores forskellige kampagnefilm.
Følg os på Facebook
Se alt fra nyheder til tips og tricks.