Sådan vælger du

flyttefirma og håndværker

Der er et hav af flyttefirmaer, du kan vælge imellem, og nogle er bedre end andre. Derfor skal du vælge dit flyttefirma med omhu. Det samme gælder den håndværker, der skal fikse de ting i dit nye hjem, som du ikke selv kan klare.
Gode råd til flytningen.

Valg af flyttefirma

Hvis du beslutter dig for at benytte et flyttefirma til at hjælpe med din flytning, kan det være en god ide at bruge lidt ekstra energi på at vælge det rigtige flyttefirma.

Der findes mange gode, professionelle flyttefirmaer, men ind imellem er der nogle sorte får, som du kan ende med at tabe mange penge og elskede genstande på at benytte.

Kendetegnende for mange af de useriøse flyttefirmaer er, at de tilbyder lav timeløn og ønsker kontant afregning. En afregning som ofte er langt over den aftalte pris.

For bedst muligt at undgå at blive bondefanget af et useriøst flyttefirma, får du her 3 tips til at vælge det bedste flyttefirma:


1. Tjek hvem der står bag flyttefirmaet

Nogle flyttefirmaer lukker ned og dukker op igen kort efter med et nyt navn. Det kan fx skyldes, at flyttefirmaet har fået mange klager. Nogle flyttefolk har en stribe lukkede flyttefirmaer bag sig. Tjek derfor CVR - det er gratis, og du kan tjekke flyttefirmaets historie, størrelse, ejer, økonomi og virksomhedstype (ApS, A/S osv).


2. Brug andres erfaringer med et flyttefirma

De fleste af os flytter ikke så tit, så spørg dig omkring blandt venner, kolleger og familie, der er flyttet for nylig. Hvilket flyttefirma har de brugt? Måske kan de anbefale eller fraråde bestemte flyttefirmaer.


3. Få en skriftlig aftale med dit udvalgte flyttefirma

Sørg for at få en kontrakt, hvor prisen på flytningen, omfanget af flyttearbejdet og alle øvrige detaljer indgår. Betal altid kun efter flytningen er udført ved hjælp af enten betalingskort eller faktura.

Læs andre tips og gode råd til en nem og sikker flytning her.

Gode råd til renovationen.

Find den rigtige håndværker

Måske skal der fikses ting – store som små – inden eller efter, du er flyttet. Ting, som du ikke selv kan overskue.

For at reparationerne, renoveringen eller ombygningen skal gå så glat som muligt, bør du tjekke, om håndværkeren har den rigtige erfaring og uddannelse til opgaven.

Her er en tjekliste, der kan hjælpe dig i dit valg af håndværker:

  1. Undersøg, hvilken type håndværker du har behov for til opgaven. Er det fx en tømrer eller en VVS'er? Ofte kan et renoveringsprojekt involvere flere faggrupper. I så fald skal du overveje, om du selv vil stå for styringen og koordineringen af arbejdet, eller om du vil hyre en af håndværker til at administrere hele projektet.

  2. Kontakt flere håndværkere og bed om skriftlige tilbud, som du kan sammenligne. Husk at tjekke tilbuddene omhyggeligt. Nogle tilbud vil give prisen på hele opgaven – andre inkluderer ikke alt og kan derfor virke billigere. Spørg, hvis der er noget du er i tvivl om, og sørg for, at alle opgaver er dækket ind i tilbuddet.

  3. Inden du vælger håndværker, så tjek virksomhedens historie, størrelse, ejer, økonomi og virksomhedstype (ApS, A/S osv). Det kan du tjekke gratis hos CVR.

  4. Det kan også være en god ide at bede om henvisninger fra tidligere kunder af virksomheden. Kontakt referencerne og hør om håndværkerens tidligere projekter. Følg også din personlige mavefornemmelse: Har du en god kemi med den ansvarlige håndværker for projektet? Virker personen interesseret i dit renoveringsprojekt? Renovering, ombygning etc. kan ofte tage lang tid, og så er det vigtigt, at man har en god kemi.

  5. Spørg ind til, om håndværkerne er autoriserede eller certificerede til de opgaver, du vil hyre dem til. Bed om at se eventuelle certifikater, og spørg ind til de ansattes erfaring. Dette gælder især for El- og VVS-arbejde. Spørg også gerne ind til, om virksomheden er medlem af brancheforeninger eller garantiordninger. Tjek efter på nettet, hvis muligt.

  6. Bed om at få en kontrakt hvor pris, opgaver og tidsplan er nøje specificeret. Kontroller kontrakten for eventuelle supplerende arbejdsopgaver, og hvem der er ansvarlig for levering af fx materialer, el, transport og forplejning.

  7. Spørg ind til, hvordan håndværkeren er forsikret. Har de fx en ansvarsforsikring? Kontakt også dit eget forsikringsselskab for at finde ud af, hvordan din hus- eller sommerhusforsikring dækker under renoveringen.

Står du foran at skulle købe eller sælge hus, så kan du læse mere om, hvordan du er dækket, og hvad du skal overveje i forløbet her: Køb og salg af bolig.

Senest opdateret den 5. maj 2017.

I tvivl om dit forsikringsbehov?

Hvis du er i tvivl om, hvordan dit behov for forsikringer ændrer sig ifm. din flytning, er du velkommen til at bestille et forsikringstjek hos os. 

Sammen sørger vi for, at du er godt dækket - både før, under og efter flytningen.

Bestil forsikringstjek