Få 8 råd til sikkert havearbejde

Omkring 8.000 danskere kom til skade under havearbejdet i 2020 - derfor har vi samlet vores 8 bedste råd til sikkert havearbejde her!

Beregn ulykkesforsikring

Haven er særligt farlig om foråret og sommeren

I 2020 blev hele 403 mennesker behandlet for skader sket under havearbejde på Odense Universitetshospital. Det svarer til ca. 8.000 havearbejdsskader på landsplan. Langt de fleste skader skete i perioden april-august, faktisk hele 74 %. Så der er god grund til at være forsigtig, når du starter havearbejdet i foråret.

1. Overvej, om du er den rette til havearbejdet

Vinteren byder ofte på mere inaktivitet end de varmere måneder, og måske har julen også været ekstra god. Overvej, om du er klar til at klatre rundt på en stige eller grave halvdelen af din have ud med hakke og spade. Måske skal du have hjælp af en ven eller professionel til netop det havearbejde?

Du skal også være ærlig, når det kommer til dine evner ift. sikkert havearbejde – kan du håndtere haveredskaber som fx sav, hækkeklipper eller brændekløver på en sikker måde?

Især beskæringsarbejde og træfældning kræver i mange tilfælde professionel hjælp, da arbejdet foregår i højderne og måske involverer store, tunge grene.

2. Tænk over dine arbejdsstillinger under havearbejdet

Havearbejde er hårdt for kroppen. Husk at holde ryggen så rank som muligt, undgå at vride i ryggen, pas på med tunge løft, hold tilstrækkeligt med kaffepauser og lav lidt udstrækning undervejs i havearbejdet.

3. Klæd dig rigtigt på til havearbejde

Sikkert havearbejde kræver sikkert udstyr. Husk sikkerhedsbukser, sikkerhedssko, sikkerhedshandsker og hjelm, hvis du arbejder med fx motorsav.

Husk også visir under havearbejdet, hvis du fx bruger hækkeklipper eller motorsav. En vildfaren gren eller træstykke kan svirpe dig i øjet.

4. Sørg for at stigen er stabil, før du påbegynder dit havearbejde

Tjek altid det underlag, du stiller din stige på. Det skal være jævnt, så stigen står helt stabilt. Arbejdstilsynet råder til, at du ikke klatrer højere end 5 meter op ad stigen (målt fra underlaget til det trin, du står på), da du ellers risikerer at falde for langt, hvis uheldet er ude.

Alliér dig gerne med en "fodmand", som kan holde en fod på nederste trin af stigen og sikre, at den ikke kommer ud af balance.

5. Få styr på ledningerne

Undgå for lange forlængerledninger til fx motorsav og hækkeklipper, og brug kun godkendte udendørsledninger under havearbejdet.

Sæt kun ledningerne i udendørs stikkontakter med jordforbindelse (de skal være lavet af en autoriseret elektriker) og træk dem aldrig indefra og ud igennem fx en vindueskarm - dette kan potentielt klemme ledningen og give kortslutninger.

Det er også vigtigt at dit relæ slår fra, hvis behovet er der. Så tjek boligens fejlstrømsafbryder, inden du går i gang med dit havearbejde.

6. Kend din hækkeklipper

Der følger altid brugsanvisning med til motoriserede haveredskaber som hækkeklipper, plæneklipper, motorsav og lignede. Læs dem omhyggeligt, så du lærer at håndtere redskaberne korrekt og dermed udføre sikkert havearbejde.

Og pil aldrig ved sikkerhedsanordninger, der fx sørger for at redskabet slukker, når du slipper værktøjet.

7. Vedligehold og sluk maskinen under havearbejde

Giv generelt alle dine haveredskaber et årligt eftersyn; sidder trinene fast på stigen, er ledningen til hækkeklipperen intakt osv.

Husk at slukke for strømmen, når du rengør dine haveredskaber – også selvom du er i gang med havearbejde. Det gælder også for plæneklipperen, hvis der fx sætter sig en gren fast, som du skal have løsnet.

8. Vær beredt, hvis uheldet er ude

I tilfælde af du alligevel får savet dig i fingeren eller falder ned af stigen, skal du sørge for at have 2 ting klar: En førstehjælpskasse, så du selv kan klare småskrammer og -skader, og en ulykkesforsikring i tilfælde af, det går helt galt.

Du kan læse mere om ulykkesforsikringer her

Hvis uheldet alligevel er ude under havearbejdet

Er du kommet til skade under havearbejdet og har du brug for din ulykkesforsikring? Du kan til enhver tid anmelde skaden online her. Haster det, er du altid velkommen til at ringe til os på 70 12 12 12.

Mangler du en ulykkesforsikring?

Har du ingen ulykkesforsikring eller er du i tvivl om, om du er godt nok dækket under dit havearbejde? Har du ikke en forsikring, kan du købe én her:

Køb ulykkesforsikring online

Du er altid velkommen til at tjekke din forsikring på Mine sider eller kontakte os, hvis du har spørgsmål til dine forsikringer.

Senest opdateret den 8. april 2021.

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen, OUH, 2021 (pdf).