Kør selv-ferie i Danmark
Skal du og familien på bilferie i Danmark i år? Det kan varmt anbefales, da Danmark rummer en masse flot og alsidig natur, og mulighed for mange spændende oplevelser.
Her får I vores bedste tips til kør selv-ferien i Danmark.
Har du styr på bilforsikringen?
Få fuld frihed med en bilferie i Danmark
Det er blevet populært at holde ferie i Danmark. Ifølge en Epinion-undersøgelse udført i september 2021, holdt hele 68 % af danskerne ferie i Danmark i løbet af sommeren.
Når I tager på kør selv-ferie i Danmark, bestemmer I selv, hvorhen og hvornår I vil køre. I kan lave en rute- og rejseplan hjemmefra, hvor I har booket overnatninger og spisesteder på forhånd, eller I kan køre ud i det blå, og blot reagere, når I ser et spændende hotel eller restaurant.
Det er helt op til jer selv.
Er der visse steder, som I er sikre på, at I godt vil besøge, kan det dog være en god idé at undersøge hjemmefra, om en forudbestilling er påkrævet, fx hvis I vil overnatte i et shelter. Bare så I ikke risikerer at køre med uforrettet sag, fordi der ikke er plads.
4 gode råd til kør selv-ferien i Danmark
Når I tager på kør selv-ferie herhjemme, er der heldigvis ikke lige så mange ting at huske på, som hvis I skulle udenlands.
I skal overholde de danske færdselsregler, ligesom I plejer, og måske I skal have en rejseforsikring? Den dækker nemlig også ferier i Danmark.
Her får I vores bedste tips til kør selv-ferie i Danmark.
Brug for en bilforsikring til kør selv-ferien? Så beregn din pris her
1. Pak bilen ’rigtigt’
Når I tager på en længere bilferie, er det vigtigt, at I tænker nøje over, hvordan I pakker bilen. Sørg for at lægge de tungeste ting nederst, og hav kun lette ting liggende øverst i bagagerummet eller ved bagruden – i tilfælde af hårde opbremsninger, kan tingene nemt flytte sig.
Har I meget bagage – fx campingudstyr – kan I overveje at leje en tagboks.
Sørg for at ting som overtøj, mad og drikke – og pusletaske, hvis I har små børn med – er pakket yderst, og er nemt tilgængelige. Det vil være så ærgerligt at skulle tømme hele bilen for bagage, fordi bleerne eller madpakken har sneget sig ind bag kufferter og campinggrej.
2. Gør køreturen til en del af ferien og hold pauser undervejs
Især børn kan blive utålmodige efter at nå til vejs ende, og det er derfor vigtigt, at I gør køreturen til en del af ferien, og ikke bare noget, der skal overstås.
Planlæg gerne nogle lege, spil eller sange, som I kan hygge jer med under turen. Og hav gerne nogle overraskelser og snacks inden for rækkevidde i kabinen.
I kan også planlægge nogle stop på kør selv-ferien, fx ved legepladser eller naturområder, så I kan komme ud og røre jer lidt.
Og i det hele taget bør I sørge for at køre gennem naturskønne landskaber, såsom skove eller kyststrækninger, i stedet for udelukkende at holde jer til de danske motorveje.
3. Hav styr på ”hvad nu, hvis…”
Selvom det er en kedelig del af planlægningen, så er det vigtigt at vide, hvad man skal gøre, hvis bilen fx går i stå eller punkterer. Sørg for at have kontaktoplysninger til jeres vejhjælp indkodet på telefonerne – har I ikke vejhjælp, kan I købe både dét og en bilforsikring i vores webshop.
En anden vigtig ting er sikkerhed i bilen. Skal I på kør selv-ferie med børn, så sørg for, at de er fastspændt korrekt. Og skal I på kør selv-ferie med hund, så sørg for, at hunden opholder sig sikkert i bilen. I finder vores tips til kør selv-ferie med børn og hund her:
Hav også altid en førstehjælpskasse, advarselstrekant, refleksvest og lidt nødsnacks liggende i bilen, til hvis en af jer kommer til skade, eller hvis vejhjælpen er nogen tid om at komme.
Tager I på kør selv-ferie med elbil? Så læs her, hvad I skal være opmærksomme på ift. opladning af elbil rundt omkring i landet.
4. Læg en plan – i al fald delvist
Måske er du typen, der gerne vil have hele ruten og tidsplanen planlagt før afgang, eller måske foretrækker du bare at starte bilen, og så se, hvor du ender? Lige meget hvad, er det en god idé at have gjort bare lidt research i forvejen.
Måske har I brug for at booke overnatninger, hvor I kommer hen, eller måske skal I undersøge, hvor I må slå telt op. Derudover er det godt at vide, at I altid må slå jer ned med soveposer og liggeunderlag på Naturstyrelsens skov- og strandarealer. Læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside.
Er I i tvivl om, hvor kør selv-ferien i Danmark skal gå hen, eller hvilken rute I vil følge? Så kan I måske blive inspireret af Margueritruten.
Margueritruten er over 4.000 km lang, og går gennem naturskønne landskaber på både Sjælland, Møn, Falster, Lolland, Ærø, Langeland, Fyn og Jylland. I kan læse mere og downloade rutens koordinater til jeres gps på Naturstyrelsens hjemmeside.
Artiklen fortsætter nedenfor
15 grunde til at holde ferie i Danmark
På kør selv-ferie i Danmark kan I:
1. holde aktiv ferie
Fx ved at windsurfe ved Marielyst, gå Camønoen på Møn eller klatre på Bornholms klipper.
2. holde ferie med børn
Fx ved at besøge de mange badelande og forlystelsesparker, der ligger rundt om i landet, eller gå på troldejagt efter de Glemte Kæmper nær København.
3. fordybe jer i den danske natur
Fx ved at gå på opdagelse i Mols Bjerge, gå tur ved Møns Klint eller besøge Grenen, hvor Skagerrak og Kattegat mødes.
4. holde daseferie
Fx ved at leje et sommerhus, eller bo på en campingplads nær sol og strand.
5. besøge gamle, hyggelige byer
Fx ved at besøge den gamle købstad Tønder, eller Ribe, Danmarks ældste by.
6. dykke ned i den danske historie
Fx ved at besøge Arbejdermuseet i København, Den Gamle By i Aarhus, Sagnlandet Lejre eller et af de danske Middelaldercentre.
7. tage på shoppetur
Fx i København eller Aarhus, hvis I er ude efter tøj og sko, eller en af de mindre kunstbyer, hvis I er på jagt efter antikviteter eller kunst.
8. være royale for en dag
Fx ved at tage til Frederiksborg Slot i Hillerød, gå tur i Gråsten Slotshave eller besøge Amalienborgmuseet i København.
9. tage på spa- eller wellnessophold
Fx ved at gøre holdt undervejs på Vejle Fjord Hotel, eller besøge et hotel med spaafdeling i København.
10. være kulturelle
Fx ved at besøge et H. C. Andersens barndomshjem i Odense, eller Statens Museum for Kunst i København.
11. tage på safari
Fx ved at besøge Danmarks forskellige zoologiske haver, eller ved tage på østerssafari i Vadehavet.
12. forkæle jeres smagsløg
Fx ved at tilbringe en aften på én af Danmarks 27 Michelin-restauranter, ved at sætte jer til et sønderjysk kaffebord eller ved at besøge et lokalt bryggeri eller destilleri.
13. gå på opdagelse i – for jer – fremmede egne af Danmark
Fx ved at besøge lokale gårdbutikker på landet, spise røget sild på havnen eller tage på sort sol-safari i Tøndermarsken.
14. se Danmark fra oven
Fx ved at gå oven på Lillebælt – det såkaldte ’bridgewalking’ –, ved at besøge Skovtårnet ved Camp Adventure eller Regnbuen ovenpå det Aarhusianske museum ARoS.
15. overnatte spændende steder
Fx kan du overnatte i Den Gamle Arrest i Ribe, på Dragsholm Slot, i trætophytter på Als eller i en tipi i Skandinavisk dyrepark.
Man kan næsten sige, at det kun er fantasien, der sætter grænser, når det kommer til kør selv-ferie i Danmark.
Husk bilforsikringen på bilferien i Danmark
Det er altid vigtigt at have en god bilforsikring – også når du skal på kør selv-ferie i Danmark.
Har du en bilforsikring med tilvalgsdækningen If Vejhjælp Danmark hos os, kan du få vejhjælp, fx hvis du punkterer, eller du løber tør for brændstof eller strøm.
Læs mere om vores bilforsikring – eller beregn din pris.
Senest opdateret den 1. juli 2022.